Tabuiseret hovedbeklædning eller cool accessories?

Tabuiseret hovedbeklædning eller cool accessories?

D. 1. august 2018 trådte den meget omdiskuterede burka-lov i kraft, og med den lov var det således ikke længere tilladt for kvinder eller mænd for den sags skyld at bære burka eller niqab eller anden tildækning af ansigtet i det offentlige rum. Nogle mente at denne lov var et udtryk for en sejr til danske frihedsidealer og en styrkelse af den danske demokratiske institution, om hvilken det er en pligt for enhver der vil kalde sig dansker at stå vagt. Andre mente at burka-loven var intet andet end gemen symbolpolitik, som intet reelt formål havde og ingen egentlig virkning ville få, og som blev gennemført på bekostning af en forsvindende lille minoritet i Danmark, som ikke havde mulighed for at forsvare sig selv politisk.


Debatten dengang drejede sig i sin essens ikke så meget om, at man fra myndighedernes side rent praktisk gerne vil have mulighed for at kunne sætte ansigt på borgerne i alle givne situationer, når borgerne bevæger sig blandt hinanden uden for hjemmets fire vægge, men mere om, hvor langt man bør og kan gå politisk for at fastslå Danmarks kulturreligiøse standpunkt overfor ikke etniske danske kulturer og religioner. Og den debat er i allerhøjeste grad blevet vakt til live igen med en hidtil uset styrke i den netop overståede valgkamp – måske særligt hjulpet på vej af islamkritikkeren, Rasmus Paludan, som også er formand for det nye parti, Stram Kurs, og Pernille Vermund i sin egenskab af formand for Nye Borgerlige.


Det kan med en vis sikkerhed påstås at retorikken vedrørende indvandrere og særligt dem som religiøst bekender sig til islam aldrig været hårdere end i denne valgkamp, og igen har de traditionelle muslimske klædedragter været oppe at vende i debatter adskillige gange – herunder selvfølgelig også den så berømte førnævnte burka. Ord som burka, niqab, hijab, jilbab og turban bliver således flittigt brugt på hver side af det politiske spektrum, men udover at bære visse semantiske konnotationer hvad betyder de ord så egentlig? Hvad består de her beklædningsgenstande af, og hvordan sammensættes de med moderne modetøj blandt muslimer i Danmark i dag? Vi hos Modevidenskab har sat sig for at finde ud af dette og herved måske bidrage til en afmystificering af disse ord dermed forhåbentligt en lille mindskning af det som skiller os fremfor det som forener os i denne sammenhæng.


Til at hjælpe med at komme til bunds i dette har vi fundet god og kompetent hjælp i modedesigner, Helen Latifi, som, ud over at være indehaver af Helen Latifi, som er et af de fremmeste mærker inden for muslimsk hovedbeklædning til kvinder, også har muslimsk baggrund. Følgende er således en gennemgang af de i islam vigtige beklædningsdele, og den mest omtalte og omstridte i store som små medier herhjemme skal naturligvis have førsteret, så der indledes med burkaen.


Burka

Ifølge Helen Latifi er den omstridte burka primært defineret ved at den dækker hele hovedet inklusive ansigtet og øjnene, som ofte er dækket af et lille stykke netstof. Samtidig dækker burkaen også resten af kroppen i visse tilfælde helt ned til under anklerne. Helen Latifi mener at burkaen er kulturelt hjemmehørende i Mellemøsten og dermed ikke noget hun selv udforsker rent designmæssigt.


Niqab

En niqab ligner også en burka, men er alligevel anderledes fordi øjnene ikke dækkes ligesom de gør med en burka. Dog går en niqab ligesom en burka som regel helt ned til anklerne. En niqab findes ligesom alle de øvrige hovedbeklædninger flere forskellige afskygninger - eksempelvis er der nogle som dækker panden helt og andre som dækker pande i mindre grad.

 


Jilbab

Niqab og burka er således tydeligvis beslægtet i udformning, og der findes faktisk en afskygning mere som ligner. Det er den såkaldte jilbab, som dog ifølge Helen Latifi er en klædedragt, hvor der ikke medfølger tørklæde, men som mere er en kåbe som også dækker håret og går ned over kroppen. Jilbab er for nogle en religiøst betonet kåbedragt og for andre blot en klædedragt, som hører med til den traditionelle arabiske påklædningskultur.


Hijab

Latifis store sortiment af hovedbeklædninger består mestendels af det som betegnes hijab, hvilket også kendes som tørklæde på dansk. Helen Latifis hijabs, eller hovedbeklædninger, som hun selv benævner dem, findes i et væld af designs – herunder nogle som dækker alt hår og hals, nogle som kun dækker noget hår og ikke nødvendigvis halsen og andre som dækker håret, det øverste af panden og halsen. Ligesom det er tilfældet med burkaen og de øvrige muslimske hovedbeklædninger til kvinder forefindes der ikke nogen definitive retningslinjer, som er religiøst eller kulturelt baserede i forhold til hvordan en hijab skal se ud eller hvilket funktion den præcist skal udfylde. Det er i høj grad op til den enkelte kvinde selv at afklare et formål og tilpasse et personligt forhold til hijaben, og der er sjældent to kvinder, som er helt ens på dette punkt, slår Latifi fast. En hijab kan bæres til alle former for beklædninger, men særligt fremme netop nu er slim fit jeans i til hijaben matchende farver, en lys T-shirt og en mørk blazer til.


Turban

Blandt de vældigt populære produkter, som Helen Latifis fører er turbaner. Turbaner er en del af en religiøs observans for både kvinder og mænd i visse grene af islam, men turban-trenden har bredt sig og er blevet et moderigtigt alternativt til hijab for mange muslimske og ikke-muslimske kvinder. Turbanen er kendetegnet ved kun at dække håret og det øverste af ørerne, således det er muligt synligt at bære øresmykker, hvis man vil. Desuden er en turban ofte udstyret med en lang række forskellige udsmykninger fortil eller bagtil såsom eksempelvis sløjfer eller bånd. Også en turban ser rigtig smart ud til de fleste beklædninger – hvad end det er til casual beklædninger eller det er til beklædninger til mere formelle eller festlige anledninger. Helen Latifi siger om hendes hovedbeklædning at selvom der for nogle er knyttet noget religiøst til det, så er det for mange også blot et flot stykke tilbehør ligesom hvilket som helst anden hovedbeklædning.


Og netop det faktum at hijaben og turbanen også i høj grad bare et mode-statement, som rigtig mange religiøse som ikke religiøse kvinder aktivt vælger til, befrier heldigvis hele emnet om hovedbeklædning, som tilfældigvis også har nogle religiøse konnotationer i sig, for den politiske anspændthed, som har været tydelig i den netop overståede valgkamp og før det. Og det at en af de førende designere inden for netop disse hovedbeklædninger er dansk og sæson efter sæson fremkommer med nye designs, som sælges over hele verden, gør måske også at hijaben og turbanen på et tidspunkt bliver noget som samler os i stedet for at dele os, som det ofte er tilfældet netop nu.


På billedet nedenfor er Helen Latifi i en af sine egne designs.