Mode bruges politisk – selv når det ikke bliver det

Mode bruges politisk – selv når det ikke bliver det

Politik er ofte et uigennemskueligt spil, hvor politikere gør hvad de kan for kommunikere såvel åbne som lukkede budskaber på de rigtige tidspunkter og i de rette kanaler for at understrege deres politiske position, og blandt de ofte brugte og effektive kommunikationskanaler, som anvendes på tværs af partier er mode og påklædning.


Hvad end der er tale om et rødt slips, som et symbol på et socialdemokratisk tilhørsforhold eller om der er tale om en sort kjole som symbol på støtte til MeToo-bevægelsen eller eksempelvis en joggingbuks i en vis farve som bevis på opbakning til en bestemt amerikansk præsidentkandidat, så er mode uvægerligt allestedsnærværende på den politiske kampplads både i Danmark og i udlandet.


Det er sandsynligvis vanskeligt at afgøre præcist hvor stor en indflydelse politikeres påklædning rent faktisk har i forhold til at influere vælgerne, men det er ikke desto mindre meget interessant at politikernes modevalg er medvirkende til at sætte en politisk kommunikativ dagsorden, og det er naturligvis et oplagt emne for Modevidenskab at dykke lidt dybere ned i.

 

Til at hjælpe os har vi socialdemokrat og mangeårig borgmester på Bornholm, og, ifølge JyllandsPosten, blandt de mest populære borgmestre i Danmark, Winni Grosbøll, som har indvilliget i at løfte sløret for nogle af de overvejelser, der ligger bag tøjvalg og hvilket betydning mode rent faktisk har i den politiske arena, når dysten om vælgernes gunst skal stå og vindes.

 

Og det første spørgsmål til borgmesteren var naturligvis om hun selv har brugt eller bruger sin beklædning til at forstærke politiske budskaber, og hertil var svaret et klart nej med den begrundelse at hun i sin egenskab af Bornholms borgmester skal repræsentere hele øen, hvorfor den slags subtile kommunikationstricks må vige.

 

Denne stilling er bestemt et interessant udgangspunkt set i lyset af at Winni Grosbøll efter sigende befinder sig i toppen af gruppen af Danmarks mest citerede og vel derfor også mest eksponerede politikere i såvel lokale som landsdækkende medier, hvorfor hun tilsyneladende har en stor platform til rådighed til netop at vise politisk bestemt påklædning. Ydermere er Grosbølls afstandtagen fra det at bruge tøj politisk interessant i forhold til det åbenlyse faktum at mange andre gør brug heraf – og i nogle tilfælde med stor opmærksomhed til følge.

 

Winni Grosbøll uddyber imidlertid at det absolut ikke er på grund af mangel på politisk kampgejst at det forholder sig således, men at det netop er hendes fremtrædende position som borgmester, som er årsag til at hun ikke iklæder sig tøj, som sender partipolitiske signaler enten via farvevalg eller direkte påtrykte budskaber. Hun slår fast at når man som politiker opnår en vis position er man nødt til sågar at gå væk fra den påklædning man måske foretrækker og falde ind i et kedeligere udtryk, så ens tøjvalg eller fremtoning ikke forvirrer nogen.

 

Det har naturligvis en overfladestrøm af mening, at man som etableret politiker klæder sig, så man favner bredt og kan begå sig i de fleste sammenhænge og anledninger, men det efterlader imidlertid spørgsmålet om ikke det i sig selv er et stærkt politisk budskab eller i det mindste en evig stræben efter vælgerkapring ved hjælp af en bevidst udtryksmæssig identificering med det flest kan synes om at kigge på. For det er vel, når alt kommer til alt, en demokratisk valgt politikers job at føre den politik, som politikeren er valgt på uanset politikerens status, hvilket alt andet lige også indebærer at iføre sig ’holdfarverne’ og åbent stå ved hvor den ideologiske virkelyst udspringer fra uanset hvad andre så måtte mene om det.

 

Grosbøll slår dog fast at selvom hun har antaget en kedeligere tilgang til påklædning som borgmester end hun havde før, så føler hun stadig en vis grad af forfængelighed, når hun skal optræde i offentlige sammenhænge, så hun søger at klæde sig stilfuldt og moderigtigt. Hun understreger samtidig at det derfor også krævede noget af en investering i ny garderobe, da hun blev borgmester, fordi hver lejlighed lige fra eksempelvis det årlige folkemøde på Bornholm til besøg hos Dronningen kræver sit specielle udstyr.

 

Men overordnet synes den påklædningsmæssige øvelse altså for Grosbøll og velsagtens også for andre fremtrædende danske politikere at holde sig inden for en usynlig men alligevel veldefineret neutral grænse, så tøjet ikke signalerer noget politisk, og så man ikke risikerer at ende på en forside med beskyldning om en for vovet nedringning eller en for spraglet kjole, som kan have den uheldige virkning, at man ikke længere er i kategorien ’bredt favnende’ og dermed potentielt bliver distanceret fra nogle vælgere, som ellers kunne vindes.

 

Så i en sandsynligvis meget forsimplet opsætning og dermed også med fare for at overse vigtige nuancer i dette, så er mode og påklædning uvægerligt en stærk kommunikationskanal, som er flittigt brugt at politikere, aktivister, NGO’er og lignende verden over, men tilsyneladende kun indtil et vist niveau af politisk etablering – når borgmesterposten, ministerposten eller lignende er indtaget, så bortfalder en stor del af viljen til at sende skarpe og utvetydige politiske budskaber i det tøj man bærer, fordi det at appellere bredt og dermed fastholde og udbygge den position, man har opnået, indtil næste valg tager førsteprioritet.

 

Adspurgt om Winni Grosbøll mener at påklædningen er en vigtig faktor netop i forbindelse med et valg er svaret da også et ja, hvilket måske er selvsagt, men som dog i nogen grad bekræfter at Grosbøll på trods af udsagn om det modsatte, alligevel lader hendes egen påklædning spille en markant rolle i hendes politiske virke. Og det er måske slet ikke så mærkeligt endda. Som politiker må opgaven også være at søge at gøre sin indflydelse gældende i videst muligt omfang, hvilket nødvendigvis indebærer at fastholde så høj en politisk position som muligt så længe som muligt.

 

Så Grosbøll og de øvrige i hendes lag gør formentlig blot hvad der forventes i forhold til påklædning, og mere kan man velsagtens næppe forvente af dem i forhold til lige netop den del, men skæringslinjen i en politikers karriere for hvornår mode bruges og ikke bruges til politiske ytringer er interessant. For mode er til syvende og sidst bare mode og moden i sig selv kommunikerer ikke noget uden tilsætning af et budskab og en platform, og tilsættes en stærk leder til det mix, så er mode et kraftfuldt værktøj. Et politisk værktøj som med stor fordel kan bruges af de karrierepolitikere, som er længst fremme i mediebilledet og ikke kun de unge, som gerne vil gøre opmærksom på sig selv, men det bliver nok brugt lige meget begge steder for selv når mode, som i Grosbølls tilfælde, ikke bruges eller forsøges tilsidesat i et ’kedeligt’ udtryk, så er det ganske givet stadig i høj grad et politisk statement med stærke budskaber i sig.