Overrabbiner: Det er typisk dansk at tænke at piger ikke skal bære religiøs hovedbeklædning

Overrabbiner: Det er typisk dansk at tænke at piger ikke skal bære religiøs hovedbeklædning

Der er få ting som kan fremkalde følelser hos mennesker som religion kan, og ligeså er mode og påklædning ofte også ladet med mange følelser og mange identitetsindikatorer. Så når religion og påklædning kombineres kan det skabe diskussioner sprængfyldte med forskellige standpunkter og holdninger, som sagtens kan lede til spændinger. Et godt eksempel herpå er debatten om den såkaldte burkalov, som trådte i kraft i Danmark i 2018, hvor et væld af politiske og offentlige personligheder samt helt almindelige danskere livligt kæmpede en kamp på ord for og imod retten til at bære den muslimske hovedbeklædning. Der findes flere andre lignende eksempler på dette, hvor religiøse beklædningsdele er blevet fremhævet på godt og ondt fordi det enten har vakt vrede, forargelse eller det modsatte.


Hvorfor forholder det sig således? Er danskere særligt tilbøjelige til at tage på vej over for religion, som er fremmed og anderledes fra kristendommen og fra de påklædningsmæssige traditioner, som kristendommen foreskriver? Eller er det tværtimod de minoritetsreligioner, som eksisterer i Danmark, som er for følsomme og enten gemmer sig væk eller råber utidigt op, når deres religion udfordres? Det er formentligt vanskeligt at tegne et nøjagtigt billede af, men for at få en ide om hvordan det er at navigere i det at tilhøre mindretalsreligion og tilmed historisk set en særligt udsat en af slagsen satte Modvidenskab Jair Melchior, som er Overrabbiner i København, i stævne til en snak om mode og religion i Danmark.

 

DR2 bragte i 2019 en programserie ved navn ’Jøde!’, hvor værten, Sanne Cigale Benmouyal, tog seerne med på en rejse ind i et jødisk rum i Danmark, som er både fascinerende og fantastisk og i den grad også skræmmende på samme tid. Programmerne kom blandt andet omkring hvordan jøder i Danmark undlader at iføre sig beklædningsdele eller accessories såsom smykker eller lignende, som udgør synlige tegn på at de er jøder. Dette sker i frygt for at blive udsat for chikane i form af tilråb eller endda regulær fysisk vold, og der er ingen anden måde at kategorisere dette på end at det er afgrundsdybt sørgeligt at mennesker skal føle at de skal afholde sig fra iklæde sig bestemte ting på grund af frygt. Samtidig er det interessant at dykke lidt dybere ned i – både i forhold til problemets omfang og magnitude samt forhold til specifikt hvilke beklædningsdele, som er gængse inden for jødedommen og hvilken betydning de har. Hertil kan man nok ikke finde nogen bedre at tale med end Jair Melchior, som har mange år på bagen som rabbiner i Israel og som nævnt er det nuværende jødiske religiøse overhoved i Danmark.

 

Vi fangede Jair Melchior på telefonen en tidlig morgen, hvor der, som i alle andre familier en tidlig morgen, lød til at være aktivitet med at gøre børn skoleklar og sig selv arbejdsklar til dagen. Første spørgsmål til Melchior bevægede os direkte i retning af hvordan traditionelt jødisk beklædning kommer til udtryk i dagens Danmark - altså hvordan kombineres traditionelle og det religiøse ind i de nutidige sekulære beklædninger. Spørgsmålet lød om den nok mest kendte og prominente jødiske beklædningsdel - nemlig kippah'en – kun er en religiøs hovedbeklædning eller om det også bruges blot i modesammenhæng.

 

Overrabbineren svarede uden tøven at kippah’en i Danmark er et religiøst symbol, og at alle de som går med kippah til dagligt herhjemme typisk er religiøse. I Israel fungerer kippah’en også som et socialt symbol, som fortæller om hvor man er fra, og hvad ens holdninger er til dette og hint – også inden for politik.  Men i Danmark har kippah’en altså kun været knyttet til et religiøst fortsæt, og som oftest bærer jøder i Danmark således kun kippah i religiøse sammenhænge, eller som, Melchior udtrykte det, når det en nødvendigt. Men i modsætning til den sociale indeksering, som kippah’en kan være eksponent for i Israel, sættes man ifølge Jair Melchior ikke i nogen form for social bås herhjemme i Danmark, hvis man har lyst til at bære en kippah i en bestemt farve eller i et bestemt mønster blot fordi man synes det er pænt.

 

Og kippah’en findes nemlig i mange forskellige afskygninger og farver, som sagtens kan være et skønt modemæssigt supplement til den øvrige påklædning i hvilken som helst kontekst. Melchior gav i denne sammenhæng et eksempel med sin egen onkel, som bærer en Liverpool-kippah, når Liverpools fodboldhold spiller kampe. Et andet eksempel på kippah med personlige udtryk, som også blev fremhævet af Jair Melchior, var da Kronprins Frederik og statsminister Lars Løkke Rasmussen sidste år besøgte synagogen i Krystalgade i København. Kronprinsen fik i forbindelse med besøget en kippah med sit eget monogram og på statsministerens kippah var det danske våbenskjold broderet på.

 

Der er således plads til personlige og modemæssige præg i den jødisk religiøse klædes sfære, og mennesker eller institutioner, som er fostret sekulært eller tilhørende andre religioner, omfavnes også i dette felt. Det vidner om en sund åbenhed, som burde være noget der falder lige i med danske frihedsværdier og noget som leder tankerne væk fra tvangsbaserede beklædningskonventioner, som kan påduttes både mænd og kvinder inden for andre religioner. Men når det kommer til kvinder står jødedommen dog ikke tilbage for også at påkræve tildækning af håret med udgangspunkt i forskellige bestemte retningslinjer, og adspurgt om det er noget jødiske kvinder kan føle sig tvunget til udtrykker Jair Melchior venligt men bestemt, at sådanne tankemønstre er typisk dansk og ikke har hold i en egentlig virkelighed.

 

Mange jødiske kvinder er ifølge Overrabbineren opdraget til at bære hovedbeklædning enten i form af parykker eller tørklæder, og pigerne glæder sig til at gøre deres religiøse pligt ved at dække håret. Endvidere fortæller Melchior, at der godt kan blive set skævt til de kvinder, som vælger ikke at praktisere dette, og netop i en sådan sammenhæng kommer den ’typisk danske måde at tænke på’ måske ind som en tiltrængt redningsplanke. For marginalisering uanset i hvilken form og uanset om det er rettet indadtil eller udadtil og uanset hvilket motiv, der måtte ligge bag, bør som udgangspunkt ikke være til.

 

Men med flere tusind års tro og traditioner som bagtæppe for netop den diskussion kan man nok næppe antage en helt så simpel anskuelse, men de fleste danskere kan sandsynligvis blive enige om, at man bør have frihed til at kunne klæde sig hvordan man vil. Dette leder videre til tidligere nævnte TV-programserie, hvor danske jøder af frygt for antisemitiske tilråb eller handlinger fravælger jødiske symboler og påklædning. Også her var Jair Melchior konsekvent i sin tilgang til emnet og slog med det samme fast, at det kun handlede om David-stjernen og for så vidt ikke andre jødiske symboler, og han lod forstå at problemet formentligt ikke var så stort, som det ellers kunne tolkes i programmerne.

 

Melchior selv bærer kippah hver dag sammen med anden jødisk beklædning, og i alle de år han har boet i Danmark har han kun været udsat for tilråb fem eller seks gange. Til gengæld er Overrabbineren blevet stoppet tusindvis af gange af venligst af venligtsindede mennesker, som er positive og interesseret har stillet spørgsmål til den anderledes påklædning. Det sætter fint i relief de værdier inden for frihed og åbenhed, som er fremherskende i Danmark, og som giver plads til Jair Melchior og hans menighed kan eksistere helt som det sig hedder og bør i sikkerhed og fred til at vise hvem de er og hvad de tror på – en ting som er vigtigt for Overrabbineren i hans dagligdag. Han vil nemlig gerne vise han er jøde – ikke fordi han, som han selv benævner det, har en særlig ambition om at gøre op med den historiske tendens til frygt og til at gemme sig, som mange jøder har, men simpelthen fordi det at være jøde for Melchior er det samme som at være sig selv. Det ræsonnerer med en helt grundlæggende fornuft og mening for hvis man ikke skal være sig selv, hvem skal man så være?

 

Frygten har således ikke fået lov til at gøre sit indtog hos den danske Overrabbiner, og det kommer heller ikke til at ske dels fordi at han er jøde i sin tro og i hele sit legeme og dels fordi han ikke mener der er noget at være bange for i Danmark. Hvis der er nogen som en sjælden gang imellem løsner ukvemsord efter Jair Melchior slår han fast at det er deres problem og ikke hans, så det er slet ikke noget problem. Melchior vil derfor fortsat hver morgen som det første tage kippah på og uden i øvrigt at tænke videre over det eller tillægge det nogen manifestagtig betydning bære den hele dagen igennem – hver eneste dag.

 

Som afslutning på en yderst interessant samtale om religion, mode og danskhed fortalte Jair Melchior om hans egne modemæssige sammensætninger inden for rammerne af den religiøse påklædning, og ved særlige lejligheder såsom under den jødiske forsoningsdag, Yom Kippur, skifter han sin hverdags-Kippah ud med en lidt finere hvid farve. Og som noget måske lidt pudsigt for en gejstlig løfter Melchior med let smilende stemme sløret for at noget af det mest spændende jødiske mode han bærer til daglig er faktisk hans undertrøjer. De særlige undertrøjer er nemlig udstyret med nogle særegne snore, som enten er hvide eller himmelblå, og disse snore kan både bæres indvendigt men også udvendigt på tøjet.   

 

Uden at sige det direkte gav Jair Melchior under interviewet udtryk for at jøder i Danmark kan være tanden for følsomme i forhold til åbent at vise hvilken religiøs identitet de har. Melchior demonstrerede desuden at jødedommen er en åben religion, hvor påklædningen faktisk kan tilpasses til mennesker med andre baggrunde, hvilket næppe kan anfægtes som værende andet end positivt, men samtidig mener den unge Overrabbiner dog også at der er visse ting i forhold til påklædningsmæssige skikke – religiøse som traditionelle – som danskere ikke forstår til fulde og derfor måske nok bør blande sig udenom. Uanset hvordan det i virkeligheden forholder sig med jødisk frygt i Danmark samt med åbenhed og frihed inden for jødedommen er det sikkert at religion og påklædning vækker noget i de fleste, som i høj grad er følelsesbetonet, og når de to størrelser kombineres kan det blive smukt og spændende og potentielt også intenst og spændingsfyldt på et både personligt niveau men også på et bredere samfundsmæssigt plan.


Jair Melchior

Jair Melchior (Billede fra Mosaiske.dk)