Mode og stil bestemmer om man får jobbet

Mode og stil bestemmer om man får jobbet

De fleste vil nok være enige i at faglige kvalifikationer bør gå forud for hensyn til beklædning i vurderingen af en kandidat til et job, men ifølge rekrutteringsekspert, Jens Yde fra rekrutteringsfirmaet Ballisager i Danmark samt jobsamtaleekspert, Karen Lundby Nordenbo fra Akademikernes A-Kasse, forholder det sig imidlertid ikke altid sådan i virkeligheden. Hvordan man klæder sig og ens evne til at sammensætte ens beklædning spiller tilsyneladende en fremtrædende rolle i en jobsamtalesituation og i den efterfølgende udvælgelse. Nogen vil måske påstå at det ikke er overraskende og måske endda at det er indlysende, at man til en jobsamtale i Deutsche Bank eksempelvis nok ikke forstærker sine chancer synderligt for at få jobbet, hvis man kommer anstigende i joggingbukser, T-shirt, sneakers og den sidste nye New York Yankees-cap, men i et 2019 hvor individets frihed og friheden til at udtrykke sig, som man vil, er et af de fremmeste emner i den offentlige debat, er det alligevel interessant at dykke lidt dybere ned i. 


Den amerikanske modedesigner, Rachel Zoe, er, udover sine mange enestående designs inden for både tøj, sko og smykker, blevet verdenskendt for det følgende citat om essensen af hvad mode og stil er: "Style is a way to say who you are without having to speak". Netop dette citat indkapsler vældigt præcist og på en rammende måde at mode mere end noget andet er eksponent for friheden til at udtrykke sig, som man synes – altså en måde hvorpå man kan vise og sige til omverden hvem man i virkeligheden er eller måske stræber efter at blive. Det er interessant i forhold til de konventioner der ifølge eksperterne tilsyneladende eksisterer i bedste velgående, når det kommer til jobsamtalesituationer og udvælgelse af kandidater til et job, fordi en jobsamtale med Jens Ydes ord er en samtale hvor: ”virksomheden danner sig et indtryk af hvem der sidder på den anden side af bordet” – med andre ord en relativt kort seance hvor både virksomhed og kandidat gerne skal lære hinanden at kende så godt som muligt. Det interessante består naturligvis i det paradoksale i at man til et møde mellem mennesker, hvor formålet er at opnå forståelse for personlige kerneværdier inden for en række områder, forvansker en af de fremtrædende markører i en sådan proces grundet en bestemt dresscode.

 

Paradokset levendegøres af jobsamtaleekspert, Karen Lundby Nordenbo, i et interview i 2018 med modemagasinet, Costume, hvor hun slår fast at det i en jobsamtalesituation er vigtigt at valget af påklædning tager udgangspunkt i og ”(…) skal matche virksomhedens stil” eller at man alternativt kan holde sig til ”(…) neutralt tøj. Denne udtalelse står i en mere end en forstand i kontrast til Zoes berømte citat som vist ovenfor og det at den mode eller det tøj man naturligt kan lide og iklæder sig er en eksplicit visning af et væld af implicitte personlighedsmæssige karakteristika, som er med til at tegne ethvert menneske. Paradokset og kontrasten i udsagnene fra henholdsvis Nordenbo og Zoe giver anledning til en problematisk antagelse – nemlig den at såfremt en kandidat forud for en jobsamtale maskerer sin personlighed i større eller mindre grad ved klæde sig i forhold noget som han eller hun ikke er, eller mere jordnært udtrykt, ved ikke at tage det tøj på som man under alle mulige andre omstændigheder ville have taget på men i stedet tage det på som man tror passer til en given virksomhed, så kan det risikere at stå i vejen for en ærlig vurdering af en kandidatens personlighed samt måske også kandidatens faglige evner.

 

Og netop faglige kvalifikationer bør, som nævnt indledningsvist stå forrest i evalueringen af egnetheden til et hvilket som helst job, og det tilstræbes ifølge Jens Yde også, men han understreger samtidig at modevalget ”(…) kan være tungen på vægtskålen”, og selvom det, igen som berørt i indledningen, formentlig ikke kommer som nogen overraskelse for mange, er det stadig er udfordringsfyldt på flere plan, er det interessant fordi det føder ind i den friheds- og ytringsfrihedsdebat, som raser netop nu i store som små sociale medier og nyhedsmedier både herhjemme men så sandelig også i resten af Europa og verden, hvor der kaldes på bevarelse af friheden til at være det man vil og til at udtrykke det frit og sikkert. Sat på spidsen er det meget stor udfordring, hvis ikke man kan vise sig som man vil uden det medfører en latent risiko for at blive sorteret fra til et job, man ellers er kvalificeret til eller andre ting, som er værre, men Jens Yde forklarer, at han oplever en opposition imod det at skulle hæmmes af en bestemt beklædning for at passe ind i en given virksomheds sociale og kommercielle kontourer, og at denne opposition kommer fra det yngre segment: ”Det har betydning for den her generation som kommer ud nu. Man vil have lov til at udtrykke sig selvstændigt og ikke ligne alle de andre. Der er der rigtig mange der sætter pris på det ikke skal være stramt”.

 

Der er således ifølge Yde en reaktion i gang imod at skulle indespærres i nogle beklædningsmæssige rammer, som måske matcher med en virksomheds stil men ikke med den personlighed, som en kandidat til et bestemt job måtte have. Det er utvivlsomt en positiv udvikling, dersom det er essentielt at både faglige kvalifikationer og frihed i al almindelighed står klart i forgrunden i ethvert forhold i tilværelsen – det være sig i arbejdssituationer og for så vidt alt som ikke har med arbejde at gøre. Det er en udvikling som forhåbentligt er symptomatisk for udviklingen i den førnævnte debat i det øvrige samfund, som omhandler retten til at tale frit og udtrykke sig frit på præcis den måde man ønsker. For der må findes en vej, så det grundlæggende præmis forbliver ukrænkeligt – både når det kommer til mode i forhold til jobsamtaler og jobchancer såvel som til offentlige politisk eller religiøst betonede demonstrationer eksempelvis. Mode og stil fortæller en vigtig historie om hvem man er, og selvom den fortælling naturligvis ikke skal diktere synspunkter eller holdninger til en person, så bør fortællingen heller ikke dikteres eller gemmes, for det er altid en vigtig historie, som man altid bør have ret til at fortælle helt sandfærdigt.