Danmarks ældste modebastion eksisterer endnu

Danmarks ældste modebastion eksisterer endnu

Herlufsholm har eksisteret som skole siden år 1565, og man kan med hurtig hovedregning således let konstatere at Herlufsholm til næste år fylder halvrundt i form af 455 år. I næsten 455 år har de ældste af skolens bygninger altså stået der og dannet en smuk ramme om både danske og udenlandske skoleelevers læring og dannelse, så hvis disse vægge kunne tale og fortælle om tiden i 1565 ville de kunne fortælle om et Danmark på en tid hvor størstedelen af verden endnu var ukendt og i høj grad afskåret for alle andre end de mennesker, som boede der i forvejen, en tid hvor Amerika kun lige var blevet opdaget få år tidligere, en tid hvor krige stadig blev udkæmpet af riddere i rustning udstyret med svær og lanse, en tid hvor store dele af Danmark og verden stadig var jomfruelig og uberørt af andet end naturens tag men også en tid, hvor det vi kender som middelalderens mørke var begyndt at lysne og hvor der dermed var skabt plads og åndsrum til at et væld af blandt andet videnskabsfolk og opdagelsesrejsende turde at stræbe efter mere for de næste fremskridt for menneskeheden.


Og netop det at stræbe efter mere står tydeligt først for på Herlufsholms hjemmeside, og er en af de værdimæssige grundpiller, som skolen hviler på og har hvilet på lige siden begyndelsen. Samtidig med at det er fascinerende at alt imens vi mennesker går til, så kan vores bygningsværker stå i hundredevis og endda tusindvis af år, så er det bemærkelsesværdigt at de institutioner og traditioner eller grundpiller om man vil, som de gamle bygninger huser kan bevares og vedligeholdes på samme måde som Herlufsholm har formået. For udover friheden til at stræbe efter mere har Herlufsholm vedligeholdt mange traditioner og dyder, som har rod i skolens grundlæggelse, men der er også skabt mange nye og moderne værdier for skolen, som sikrer at undervisningen følger med tiden til gavn for eleverne.

 

En af de gamle værdier eller dyder eller traditioner, alt efter hvordan man vælger at benævne det, som er videreført fra 1500-tallet om end i udviklet og til den nuværende mode tilpasset form, er skolens uniformer, eller som Herlufsholm selv kalder dem: skolebeklædningen. I kølvandet på TV2’s seneste udsendelsesrække om Herlufsholm, som hedder ’Herlufsholm for livet’ er der igen skabt en øget interesse for skolens særlige tøj, og det er ikke uden grund, dersom herlovianeruniformen er en vældigt synlig manifestation af stedets ældgamle historie og ikke mindst et normsæt, som i 455 år ikke har ladet sig flytte og som stadig holder kursen på trods af at den formentlig stærkeste livsvaluta i det samfund, som omgiver skolen, er frihed til at vælge selv. Og af den årsag er Herlufsholms skolebeklædning et interessant emne, som Modevidenskab naturligvis må dykke dybere ned i.


For at skabe det mest korrekte indblik i beklædningens funktion og udvikling har Herlufsholms kostskoleleder og ansvarlig for skolebeklædningen, Niels Christian Koefoed, venligst og meget fyldestgørende givet os sine betragtninger og ikke mindst delt ud af spændende fakta om det i Danmark efterhånden verdensberømte antræk, som består af mellem- eller mørkegrå bukser til drengene og mellem- mørkegrå nederdele til pigerne, en lyseblå skjorte med våbenskjold på brystet, en mørkblå blazer med våbenskjold, en mørkeblå cardigan og en mørkeblå sweater eller pullover. På spørgsmålet om hvad skolebeklædningens styrke er for skolen slår Niels Koefoed med syvtommersøm fast at Herlufsholms uniformer ikke, modsat hvad mange måske har opfattelsen af, symboliserer noget elitært, og at styrken altså derfor ikke skal ses i et snævert ekskluderende perspektiv. Faktisk tværtimod. Ifølge Koefoed er en af de vigtige værdimæssige symboler i den gamle tøjsammensætning, at der skabes et ligeværdigt udgangspunkt uanset hvilken baggrund den enkelte elev har, hvilket dermed kan være med til  at forme et solidt fællesskab på tværs af og måske endda på trods af eventuelle såkaldte konventionelle skel der måtte være mellem eleverne uden for skolens mure. Men dertil kommer naturligvis en hel masse mere, som skolebeklædningen også kan.

 

Udover den dresscode, som eksisterer til hverdag, hvor de forskellige dele af uniformen, som er nævnt ovenfor, kan sammensættes på en række forskellige måder, påkræves en særskilt dresscode ved særlige lejligheder i løbet af året. En af disse specielle dage er d. 14. Januar, som er fødselsdagen for skolens grundlægger, Herluf Trolle, og hvor han og hans hustru og medstifter af skolen, Birgitte Gøye, fejres. Ved denne anledning skal både pigerne og drengene være iført såkaldt helgalla, som består af en ensfarvet mørkeblå dobbeltradet habitjakke og et par matchende mørkeblå habitbukser med en hvid skjorte, og pigerne skal være iført den normale mørkeblå blazer og i stedet for bukser bærer pigerne en nederdel, som går til lige over knæene. Og just det at man bliver bevidst om at klæde sig passende til forskellige lejligheder og at fremtoning betyder noget er ifølge kostskolelederen også en af de ting, som den gamle skoles beklædning kan, og den overbevisning sidder Niels Koefoed sandelig ikke alene med. Faktisk er han i fineste selskab for ophavsmanden til det gamle og måske i denne sammenhæng oftest brugte mundheld ’Klæder skaber folk’ er nemlig ingen ringere den amerikanske litteraturs stamfader, Mark Twain.

 

Og netop Mark Twain er en oplagt videreførelse til Koefoeds næste markante pointe i forhold til Herlufsholms skoleuniformer – nemlig den at selvom de unge mennesker ligner hinanden i kraft af deres påklædning på skolen, så er uniformen ikke på nogen måde tænkt som en metode hvormed man kan eller vil uniformere elevernes måde at tænke på. Herlovianerne bliver lige fra de mindste grundskoleklasser til de ældste gymnasieklasser i aller højeste grad opfordret til og trænet til at tænke selvstændigt og kreativt og ikke mindst til at udtrykke sig i tråd med de værdier, overbevisninger og holdninger, som de selv har og udvikler. 

 

At stræbe efter mere konnoterer på Herlufsholm blandt andet at stræbe efter at blive fagligt velbevandret men også at turde at anvende sin faglighed og sine talenter på sin egen måde. Og selvom ikke alle kan rejse sig lige så højt og med samme genialitet og kreativitet som eksempelvis Mark Twain kunne, så tjener Twains absolut ikke-låste eller ikke-uniformerede måde at tænke på og udtrykke sig på i en tid hvor konformitet herskede langt stærkere end den gør i dag – selv på Herlufsholms 455 år gamle gange – som et strålende eksempel på at selvom klæder netop skaber folk, så skaber klæderne ikke det grundstof vi som mennesker er gjort af.

 

Ikke overraskende ryster hverken Niels Christian Koefoed eller institutionen Herlufsholm på hånden, når fokus falder på den ofte belyste skolebeklædning. Reglerne og traditionerne er klare og har været det i snart fem århundreder, og man er vant til undren og spørgen udefra og selvom svarerene altid kommer beredvilligt og høfligt betyder det ikke, at der bliver lavet om på noget. I Koefoeds stemme høres nemlig tydeligt respekten omkring disse traditioner og regler og omkring Herlufsholm som et sted, som hæver sig over omstridte beklædningslove og skiftende modetendenser og konstant ændrede fremherskende politiske og ideologiske landskaber, og som insisterer på at udøve sin autonomi inden for sine egne fire vægge, så man også i de kommende fem århundreder kan træde ind på det skønne gods, hvor den sagnomspundne skole har til huse, og vide at her er tingene som de altid har været kun tilført den mest fornuftige udvikling indenfor læring, dannelse og teknologi.

 

Der er brug for disse lommer, hvor tiden ikke står stille men i stedet passes på og bemærkes og gives videre til næste generation, og hvor vi i lige linje og meget klart kan se, hvor vi kommer fra. Steder der ikke laves om bare fordi man absolut skal reformere alting med jævne mellemrum, men som man kan regne med altid uanset hvad, og det gælder også for skoletøjet og den symbolik, som bæres i det. Så er der også den lidt mere jordnære pointe som Niels Koefoed afslutningsvis fremsætter: ”Eleverne ser altid godt ud over en kant, når de står der på første skoledag i skolens fine tøj og farver”.

 

Herlufsholm er i sandhed Danmarks ældste bastion for den slags mode, som er tidløst og som skaber folk. Og det bedste ved det hele? Bastionen eksisterer endnu i bedste velgående og tusind tak for det.